Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagligdagen

Struktur og forudsigelighed

Gentagelser og forudsigelighed er vigtige elementer i hverdagen i vuggestuen. Vi har en tydelig dagsstruktur med faste rutiner, som børnene profiterer af. Når børn starter i vuggestuen, er alt nyt, men den genkendelige ramme, som vi arbejder indenfor, hjælper dem relativt hurtigt til at kunne afkode, hvad der skal ske. Dette kommer f.eks. tydeligt til udtryk, når vi har spist vores lille formiddagssnack, og vi derefter skal holde samling. Børnene peger op på sangkufferten, fordi de ved, at det er det, der nu skal ske.

Vi bruger også billeder til at visualisere, hvad der skal ske som det næste. Dette er særligt en hjælp, når vi modtager børn, som ikke har hørt dansk, før de starter i vuggestuen. Fremgangsmåden er med til at understøtte forståelsen af dagens rytme og er med til at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn.

 

En lille smilende pige fra vuggestuen sidder sammen med en lille dreng foran en hæk.

 

 

Dagsrytme

En grundlæggende dagsrytme i vuggestuen giver børn og voksne en forudsigelig og dermed tryg hverdag, hvor der er tid til både pædagogiske aktiviteter, fri leg og fælles stunder. Dagsrytmen er udgangspunktet, men der er plads til enkeltstående, spændende og anderledes dage.

Sådan ser dagen ud (for det meste 😊):

Kl. 6.30: Egmontgården åbner, og alle er sammen i fællesrummet. Der er ikke mulighed for morgenmad, da børnene skal have spist hjemmefra.

Kl. 7.30: Alle vuggestuebørn og voksne går på Jorden, hvor vi leger, indtil der er mødt lidt flere voksne ind.

Kl. 8.00: Vi fordeler os på stuerne.

Kl. 8.30: Vi tilbyder børnene et lille måltid bestående af hjemmebagt brød og frugt (det er ikke morgenmad).

Kl. 9.00: Vi holder samling, hvor vi synger sange og forbereder børnene på dagens aktiviteter.

Kl. 9.30: Der er planlagte pædagogiske aktiviteter ude og/eller inde i mindre grupper.

Kl. 10.45: Vi spiser frokost. Herefter skiftes og puttes børnene. De mindste sover i barnevogne, og de ældste på madrasser på Jorden.

Kl. 12.00 - 13.30: Vi samles med de vågne børn på Solen. De voksne holder pauser og har forberedelsestid på skift.

Kl. 13.30: Børnene er tilbage på deres stuer.

Kl. 14.00: Vi spiser eftermiddagsmad, efterhånden som børnene står op fra middagsluren. Herefter er der leg, enten ude eller inde.

Kl. 15.30: Vi samles på Jorden og leger.

Kl. 16.00: Alle børn i Egmontgården samles i fællesrummet eller på legepladsen.

Kl. 17.00: Egmontgården lukker (mandag og fredag lukker vi kl. 16.30).